Hvad betyder Eben Ezer?

Navnet 'Eben Ezer' stammer fra Det Gamle Testamente i Bibelen. Ordet er hebræisk og betyder 'Hjælpens sten'. 1. Samuelsbog i Bibelen fortæller, at Israel led et nederlag til folket filistrene ved stedet 'Eben Ezer'. Flere år efter dette slag samlede profeten og dommeren Samuel israelitterne i Mispa. Her vendte de sig om til Gud og gik endnu en gang i kamp mod filistrene. Denne gang sejrede Israel stort, og Samuel rejste stenen 'Eben Ezer' for at tilkendegive, at nederlaget nu var vendt til sejr.

Ligesom israelitterne dengang valgte at følge Gud, tror vi, at hvis man vender sig til Gud og tror på Ham, både kan og vil Han vende vores nederlag til sejr.
Læs mere i 1. Samuelsbog kap. 4-7

Læs også den lille novelle "Konkret og afgørende indgreb!", som netop handler om baggrunden for vores navn.

 

Konkret og afgørende indgreb! af Hans-Ole Bækgaard


Vi kender alle til, at noget skulle have været gjort anderledes. Vi greb det forkert an, eller vi blev misforstået. Erfaringen har lært os, at noget grundlæggende må ændres, hvis det ikke skal gentages. Eller?! Vi har oplevet at stå over for en krise eller situation, hvor vi mistede kontrollen med begivenhedernes gang. Vi blev slået, ramt og modløse. Livsgrundlaget blev der rokket ved, så alt blev forandret. Noget eller nogen udenfor os selv måtte træde til for at hjælpe og føre os.

Navnet på vort samlingssted er »Eben Ezer«, som betyder »Hjælpens sten«. Det er der en helt særlig grund til ? en grund, som minder om beskrivelsen ovenfor:

»Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle komme til at løbe så hurtigt. Mine ben dundrede mod jordens støvede flade, selvom de knap nok rørte ved den. Tankerne kørte rundt i hovedet. Snart kredsede de om katastrofen; snart om, hvad jeg skulle sige til Eli; snart om, hvad der ville ske i fremtiden. Jeg var fortvivlet. Hvorfor ? Hvorfor havde Gud ikke grebet ind? Hvordan kunne Han tillade, at pagtens ark - Guds bolig og nærvær blandt sit folk Israel - var blevet erobret af de hedninger til filistre? Hvorfor???

Jeg råbte, bad og var frustreret, mens jeg fortsatte mit hastige løb. Ligesom i trance. Det var som om, at det ikke var virkeligt. Det kunne ikke være virkeligt!

Herren, Israels Gud, havde altid stået sit folk bi. Han havde hjulpet os i nød og trængsler. Siden befrielsen i Egypten og vandringen tørskoet gennem Havet har vi oplevet mange store undere. Derfor rykkede vi med stor frimodighed ud mod fjenden, filistrene. Vi slog lejr i Eben Ezer, og kort tid efter gik vi i kamp. Et forfærdeligt udfald: Omkring 4000 af vores folk blev dræbt! Hvordan kunne det gå til? Hvorfor tillod Gud det? Men vi var ikke slået. Vi ville slå filistrene. Derfor blev Guds ark hentet, for når Gud selv - Hans bolig og nærvær - var til stede midt i sit folk, måtte vi vinde. Vores høje kampråb og jubel over at have Guds ark i lejren forvirrede fjenden. Alligevel gik de i krig mod os. Og vi tabte! 30.000 mand blev slagtet! Ikke nok med det: Guds ark blev taget som 'gidsel'. Gud blev taget fra os. Hvordan i al verden kunne det ske? Hvad skal der ske nu?

Jeg bliver standset i mine tanker, da en sten åbenbart er kommet i vejen. Jeg snubler. Blodet løber ned af benet. Sved, støv og sandet blod får mig til at ligne et nederlag. Hvad skal jeg sige til Eli, den gamle præst ved Guds tempel? Hans to sønner havde fulgt arken ud til vores lejr. De havde stået ved arken, da filistrene kom for at erobre den. Halshugget ? uhhh for et syn, da deres hoveder rullede rundt foran dem. Nok var de ugudelige præster og havde fortjent at blive straffet; men dette var grufuldt. Hvordan skal jeg sige det til deres far. Han er jo efterhånden næsten 100 år gammel og lider af grå stær, så han næsten er blind.

Forpustet, træt og nedslået når jeg frem efter 40km løb. Eli mærker straks, at noget er galt og vil vide, hvad der er sket på slagmarken. Jeg fortæller ham det. Jeg kan se, at de gamle fure i ansigtet fortrækker sig sætning for sætning, men da jeg nævner, at Guds ark er blevet taget, bliver han så ophidset, at stolen vælter. Han falder baglæns ned på jorden og ? brækker halsen! Dér ligger han. Død. Israels leder. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. For hvad kan jeg gøre?

Arken kom i hænderne på filistrene, men de fandt snart ud af, at Gud tilføjede dem plage på plage. Det endte med, at de ikke ville have Ham (arken) hos dem og sendte den tilbage til Israel, hvor den også påførte plager. Derfor blev vi bange. Ingen ville have arken. I over 20 år stod den i Kirjat-Jearim, hvor der var blevet udvalgt en mand til at passe på den. Ingen forsøgte at komme til arken i den tid.

I alle disse år var Gud ikke synligt midt iblandt sit folk. Vi var bange, og nogle glemte Gud. De begyndte enten at tilbede andre guder eller glemte simpelthen Gud!. Jeg hørte mange undskyldninger for, at man ikke ville have noget med ham at gøre.

Efter de mange år lød pludselig på ny en røst i folket, som skabte opmærksomhed. En mand ved navn Samuel begyndte at sige helt offentligt, at vi selv var skyld i situationen. Vores måde at leve på; vores måde at forholde os til Gud på, gjorde, at vi havde sat os uden for fællesskab med Ham. "Vend om til Herren. Bekend jeres synder. Udryd alt, hvad der hindrer jer i at tro på Ham." Sådan talte han direkte til os uden at lægge fingre imellem. Og han havde vel ret! Problemet havde været - både i krigen mod filistrene med de skrækkelige konsekvenser og i de godt 20 år uden arken hos os - at vi havde stolet på os selv. Vi havde haft nok i os selv. Vi ville selv. Gud var der bare, ikke mindst når vi i vores egen egoisme havde brug for Ham som mirakelmager.

Der skete en forandring. Mit folk gjorde, hvad Samuel havde befalet, og denne gudsmand gik i forbøn for os. Vi vendte os igen til Gud af hele vort hjerte og af hele vort sind. Og Gud hørte bønnen og vendte sig til os! Han gav os kraft og styrke til at slå fjenden, da de igen drog ud for at slå os helt. I angst og svaghed rykkede vi ud i kamp mod dem, men på den mest forunderlige måde greb Gud ind og skaffede os sejr. Hold op, hvor blev der jublet og ofret den dag. Alle var ude af sig selv af taknemmelighed. Samuel tog en sten og stillede den på et nøje udvalgt sted. Stenen kaldte han Eben Ezer. Det betyder på mit sprog (hebraisk): 'Så langt har Herren hjulpet os'! For det var virkelig, hvad der var sket. Gud havde hjulpet. Midt i vores svaghed, havde Han grebet ind.

Navnet på stenen var heller ikke tilfældigt valgt. Da vi første gang rykkede ud i kamp for mange år siden, gjorde vi det i egen kraft og valgte selv det sted, hvor kampen skulle stå - nemlig ved Eben Ezer. Men vi led et stort og svigende nederlag. Nu, efter at have vendt os til Herren, bekendt vore synder og åbnet vort hjerte helt for Ham, så Han kunne komme til, har vi oplevet, hvad Gud i sandhed vil gøre for sit folk, når de vil tro på Ham og ikke på sig selv. Altså, når vi lader Ham komme til i magt og herlighed.

Herren har hjulpet mange gange. Det har vi erfaret! Han vil fortsat hjælpe. Det har Han vist! Han er bestandig for sine børn: Eben Ezer - 'Hjælpens sten'.

(læs selv baggrundsteksten for novellen i 1. Samuelsbog kap. 4-7)

Hans-Ole Bækgaard





 
Misionshuset EbenEzer Brammersgade 4, 8000 Århus C.
Log-in